Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/f/8/4/faergenmoen.dk/httpd.www/plugins/system/mobilebot/mobilebot.php on line 207 Maj 2012

Færgen Møn

Nyhedsbrev maj 2012

Nyhedsbrev maj 2012.

 

Kære sponsorer og medlemmer.

Som det fremgår af formandens beretning ved generalforsamlingen, er vi inde i en meget spændende fase i foreningens historie. Vi var 20 deltagere, og grundet den hårde blæst blev generalforsamlingen afholdt i Marinestuen, hvor foreningen bød på en forfriskning, og der var god tid til en snak efter generalforsamlingen.
Referat af 10.ordinære generalforsamling med følgende dagsorden.

 

1. Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Forelæggelse af budgetforslag og fastlæggelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
7. Valg af regnskabskontrollanter og suppleanter.
8. Eventuelt

 

Ad: 1. Valg af dirigent og referent.
Formanden Karsten Sørensen bød forsamlingen velkommen, og foreslog Carl Ove Zachariassen som dirigent og Jørgen Grønborg som referent. Begge blev valgt, og dirigenten fastslog, at generalforsamlingen var lovlig.

 

Ad:2. Bestyrelsens beretning. Formanden Karsten Sørensen fremlagde bestyrelsens beretning, som refereres nedenfor:

Velkommen til denne 10. generalforsamling i Foreningen Færgen MØN´s Venner.

Siden sidste generalforsamling er der løbet meget vand under kølen på vor gamle færge. For som en kvindelig statsminister sagde: Vi gjorde det, vi fik hende sejlende, og vi har høstet stor anerkendelse herfor.

I sidste øjeblik inden vi påbegyndte sejladsen den 1. juli 2011, havde vi den afsluttende auditering med Søfartsstyrelsen på vores ISM kode, som er skibets og rederiets sikkerhedssystem og som understøtter sikker skibsdrift og forureningsbekæmpelse.

Systemet er beskrevet i vores SMS manual(Safety Management System)der beskriver alle funktioner ombord, herunder besætningens kvalifikationer og kompetencer.

Dette system sikrer at vi hele tiden lever op til de skrappe krav der er til sikkerhed for passagerer, besætning og skib.

Vi havde udarbejdet en bemandingsliste for sommerens sejlads, et puslespil, der var uhyre svært at få til at gå op, da vi måtte rekruttere Skippere med certifikat, fra flere sider, og her må man erindre at jobbet er ulønnet, og at det udføres i fritiden. Lønnen var, at få lov at sejle Danmarks sidste nittede stålfærge med maskintelegraf, noget som navigatører ikke kender til i dag, men det ændrer ikke ved, at vi er takker vore skippere for deres indsats.

Den 1. juli holdt vi indvielse på vores nye færgerute, Stege-Kalvehave. Det var en flot og højtidelig begivenhed, men også en meget stormfuld dag, og vi måtte aflyse den planlagte sejlads. Vi havde på forhånd vedtaget, at blæste det over 12 sekundmeter ville vi ikke sejle, da det ikke var en fornøjelse hverken for passagerer eller besætning.

Vi startede op dagen efter under stor mediebevågenhed, hvor vi fik mange rosende ord for vort initiativ. Også fra de mange passagerer vi nåede at sejle med var der stor ros, til trods for at enkelte fik oliedryp på tøjet fra skorstenen.

Lidt senere blev olie- og sodnedfaldet så alvorligt, at vi besluttede at standse sejladsen, og hyre professionel assistance til at løse problemet. Vi fik fat i Svendborg Motorværksted, der kom og trak stempler, og forsynede dem samt skylleluftpumpen med både nye stempelringe og nye skraberinge. Dette arbejde tog en uge, men prøvesejladsen efterfølgende viste at arbejdet ikke helt havde løst problemet. For at kunne genoptage sejladsen besluttede vi, at bøje udstødsrøret af og føre det ud gennem skibssiden over fenderlisten.

Herefter blev sejladsen genoptaget, og trods en blæsende og regnfuld juli og august sejlede vi med mange glade passagerer, hvoraf en del "klagede" over den, synes de, alt for lave billetpris. Det er taget til efterretning i kommende sæson. Vi måtte dog hen i mod afslutningen af sæsonen aflyse nogle sejladser grundet mangel på skibsførere.

Vi afsluttede vores sejlads den 31. august, men sejlede småture ved Stege Sildemarked første weekend i september. Det blev en pragtweekend med højt solskin og ingen vind, og fuldt besat på alle ture, hvor vi sejlede i pendulfart ud til Lindholm og retur. Det skønnedes at godt 6000 gæster havde besøgt Sildemarkedet, så vor gamle færge blev beundret og fotograferet af rigtig mange.

Bestyrelsen har efterfølgende evalueret sommerens sejlads og konkluderet, at vi kom lidt for sent i gang, og vi sejlede lidt for længe. Det viste sig at da skoleferien var forbi, var der heller ikke flere passagerer, så den sidste periode sejlede vi med så få passagerer, at det ikke dækkede brændstofforbruget.

Derfor er det meldt ud, at vi i år sejler fredag, lørdag og søndag fra den 22. juni til den 12. august, samt på de tirsdage der er tirsdagsmarked i Stege. Vi håber, at vi med denne plan lettere kan skaffe de frivillige der skal til for at betjene færgen.

Nu forestår arbejdet med at male færgen, så den står flot til den kommende sæson, ligesom vi arbejder med at få motoren klar til strabadserne. Vi har fået støtte fra museet Dieselhouse til at løse problemet med oliespildet, og de tiltag de har foreslået, arbejder vi på. Inden vi kan få fornyet sejltilladelsen, skal vi på land til bundsyn, og efterfølgende udrustningssyn. Vore 2 ny flåder skal til ompakning i Esbjerg, så der bliver nok at se til her i foråret.

Vi har søgt Skibsbevaringsfonden om kr. 600.000 til renovering af fenderlisten, og vi håber meget at denne ansøgning honoreres.

Sluttelig vil vi takke alle sponsorer, lokale handlende og medlemmerne for opbakningen til vores bevaringsværdige færge, samt også en stor tak til det trofaste arbejdshold, der møder hver torsdag og bidrager til at færgen holdes i den gode stand som den fremstår nu. Og endelig en stor tak til bestyrelsen, som i mange år ydet en stor indsats, på en ind imellem utaknemlig og næsten umulig opgave. Jeg er stolt over at kunne sige at indsatsen har båret frugt, og at vi for eftertiden har bevaret Færgen MØN.
Beretningen blev godkendt.

 

Ad: 3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
Kasserer Peter Karll redegjorde for det reviderede driftsregnskab for 2011 ( ligger på vor hjemmeside her >> ) , der viser en egenkapital pr. 31 december 2011 på kr. 99.469. Der er dd. 312 betalende medlemmer, og der kommer stadig indbetalinger fra restanter.
Driftsregnskabet blev godkendt

Ad: 4. Behandling af indkomne forslag.
Der var ikke modtaget nogen forslag.

 

Ad: 5. Forelæggelse af budgetforslag og fastlæggelse af kontingent.
Kasserer Peter Karll fremlagde driftsbudget for 2013 ( ligger på vor hjemmeside her>> ) på kr. 164.500. Budgettet er lagt efter bedste skøn, da vi ikke fik erfaring nok om antal passagerer og specialsejlads med Foreninger.
I driftsbudgettet fremgår det, at billetprisen bliver kr. 50, og at vi ikke vil arbejde med billigere returbilletter, da det viste sig, at vi ikke kunne styre dette. Fremtidig sejlads er efter princippet først til mølle.
Dette affødte en kort debat, da det ville blive dyrt for en familie med et par børn at tage en dobbelt tur. Bestyrelsen er klar over problemet, og vil drøfte hvilke muligheder, der er for en rabat.
Driftsbudgettet blev godkendt

Bestyrelsen foreslår kontingentet på kr. 150 fastholdt. Dette blev godkendt.

Ad:6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.

På valg er formand Karsten Sørensen (Modtager genvalg)
På valg er sekretær Jørgen Grønborg (Modtager genvalg)
På valg er bestyrelsesmedlem William Arentved, der ønsker at trække sig. Bestyrelsen foreslår i stedet Jesper Bisgaard.
Næstformand Michael Larsen ønsker at udtræde af bestyrelsen. Bestyrelsen foreslår i stedet Niels Kjøngsdal for resten af perioden(1år)
De nævnte blev valgt.
På valg er 1´suppleant John Nielsen. (Modtager genvalg)
På valg er 2´suppleant Svend Darling. (Modtager genvalg)
De nævnte blev valgt.

 

Ad:7. Valg af regnskabskontrollanter og suppleanter.

På valg er regnskabskontrollant Knud Frederiksen. (Modtager genvalg)
På valg er regnskabskontrollant Jesper Bisgaard, der opstiller til bestyrelsen. Bestyrelsen foreslår i stedet William Arentved.
På valg er regnskabssuppleant Keld Stolze. (Modtager genvalg)
De nævnte blev valgt.

 

Ad:8. Eventuelt
Vort medlem Ole Boye havde medbragt kopier af gamle postkort visende Kallehave Kosteroverfarten og spurgte om vi var interesserede. Han havde ligeledes nogle Postkort visende Kallehave - Stege farten. Da vi påregner, at lave en udstilling i den agterste salon, takkede vi ja til dette.

Der var et spørgsmål til kommende sæsons besætning, er bemandingsplanen på plads ? Hertil kunne vi svare, at skibsfører Henrik M. Christiansen arbejder hårdt på sagen, og at det ser ud til at lykkes, da vi i denne sommer har vedtaget kun at sejle fredag, lørdag og søndag, samt på de tirsdage, der er markedsdage.

Her sluttede generalforsamlingen, og dirigenten Carl Ove Zachariassen takkede forsamlingen for god ro og orden under generalforsamlingen.

Formanden Karsten Sørensen takkede dirigenten for at føre os sikkert i havn, og han takkede forsamlingen for en konstruktiv dialog, der har givet bestyrelsen opbakning.

 

Bestyrelsen ønsker alle sponsorer og medlemmer en rigtig god sommer.
Karsten Sørensen
Formand Carl Ove Zachariassen
Dirigent Jørgen Grønborg
Sekretær