Færgen Møn

 

Færgens historie - i flere afsnit

 

Bygning nr. 18  - Nittet klenodie - Maskinen - Værd at bevare - Færgen til Møn - I virussens tjeneste - Kalvehave - Lindholm - Den sejlende cykelsti - Indvielsen - Fartplanen - Formanden fortæller  - Skibsbevaringsfonden fortæller - Video TV2 ØST - Zusammenfassung

Færgen Møn , der siden 1938 har besejlet ruten Kalvehave - Lindholm, er blevet udrangeret. Skibsbevaringsfonden har gennem flere år fulgt færgen, der må betegnes som unik, idet det er den sidste nittede stålfærge og i øvrigt Danmarks ældst bevarede færge. Og den kan stadig sejle for egen kraft.

Foreningen Færgen Møns Venner og Skibsbevaringsfonden er gået sammen om at bevare færgen

Med enkelte mindre ombygninger er færgen i dag bevaret i et udseende, der ligger nær på det oprindelige. De foretagne ændringer har været nødvendige for Virusinstitutets brug af skibet eller krav fra Søfartsstyrelsen. Men ellers er MØN et unikt vidnesbyrd om en byggemetode og tradition, der stort set er glemt i dag.

Allerede i årene omkring 1916 var den gamle færge Ulfsund, der sejlede på Kalvehave - Koster overfarten blevet for lille, og rederiet, Præstø Amt, overvejede anskaffelse af en afløser. Men det blev udskudt da det var for dyrt med en færge der kunne medtage en godsvogn på 20 tons.

Fremdrivningsmetoden blev også overvejet. Færgebestyreren ønskede en damp-maskindreven færge. De moderne dieselmotorer var dog efterhånden blevet almindelige og driftssikre, så bestyreren blev efterhånden overbevist om at fremtiden lå i dieselmotoren, der havde fordelen ved hurtig opstart og nedlukning.

Møn blev sat i drift i 1923, men allerede i 1926 var den blevet for lille, og amtet fik bygget færgen Koster, der dog kun var 1 fod længere. Senere i 1933 byggedes færgen Gudrun, der var på 84 fod og målte 100 BRT. Herefter blev Møn endelig taget ud af driften og blev lejet ud til Sølager - Kulhuse overfarten i Isefjorden.

I 1938 blev der behov for en større færge til Kalvehave - Lindholm overfarten og staten købte Møn af Amtet for 30.000 kr.

Men tilbage til begyndelsen. Efter mange overvejelser blev Nakskov værft i et brev af 15. maj 1922 bedt om at lave et projekt til en ny skruefærge med elektrisk installation. På næsten rekordtid blev så Møn bygget og søsat 17. marts 1923 som byggenr.18.

Den nye færges hoveddimensioner var:

Længde i dækket 72´ (24m)

Bredde overalt 22´ (7,3m)

Dybgang 6´ (2m)

Bæreevne incl. olie 30 tons

Tonnage 79,46 BRT.

Tilbudsprisen 148.000 kr.

 

Indgangen til kahytten foregik gennem en mahognifyldningsdør med en 6" stjerne-ventil, hængsler, håndtag og låse af messing. Døren sad i dækshusets knækkede hjørne. I ka-hytten var bænke på yderste langside og der var tre 9" koøjer af messing med damask-gardiner. Farver og ophæng er ukendt. Opvarmningen bestod af en kakkelovn med cylindrisk skærm. Kahytten havde elektrisk lys og var ventileret med en 2½" svane-hals på taget.

Ved siden af kahytten fandt man skipperens kontor. Her var skotterne dækket af malede rustikbrædder af fyr. På ydersiden stod en sofa, der havde løse hynder betrukket med pegamoid og stoppet med vegetabilsk og et lag mineralsk krølhår. Den oprindelige farve er ukendt, men har antagelig været samme røde farve som plyssen er i dag.

Styrehuset var anbragt på den ene sidebygning og trappen hertil havde 6 trin og der var 18" mellem vangerne. i styrehuset findes to rat et for hver styreretning, da færgen var bygget ens i begge ender og der dermed også var både skrue og ror i begge ender. Foran hver styreplads hang en lille styretavle med kurser og minuttal for sejllads enten mod Lindholm eller Kalvehave til brug ved sejlads i usigtbart vejr.

På det modsatte sidehus var der anbragt en 14 fods skibsjolle af træ, der kunne søsættes ved hjælp af davider.

I 1971 opstod der brand i et cykelskur på havnen i Kalvehave. Skuret brændte ned og det samme gjorde bolværket lige til vandoverfladen. Ilden bredte sig til færgens styrehus og apteringen i sidehuset. Styrehuset måtte herefter fornyes og blev ved samme lejlighed forlænget en smule.

Nogle nøgletal i færgens historie:

1940: Passagertallet ændres til 68.
1946: Der gives dispensation fra at have tre redningsflåder stående i stativer på dækket, idet der ellers ikke var plads nok til transport af kreaturer og hø/halm.
1964: Passagertallet udvides til 110 passagerer.
1969: Passagertallet udvides fra 110 til 140.
1969: Agterste rorstamme fornys.
1970: I forbindelse med et uheld i januar 1970 skæres der i skanseklædningen for flere lænseporte.
1971: Der installeres Halon brandslukningsanlæg i maskinrummet og lænse- og brandpumpen udskiftes.
1979: Skylight og koøje i maskincasing afblændes.
1983: Der installeres VHF med dual watch.
1993: Der etableres nødudgange i dækket over opholdsrummene, der lå under dæk.
1994: Der etableres ekstra flugtveje i dækket i form af mandehuller.
2000: Færgen tages ud af normal drift.
2002: Venneforening oprettes 25. juni.
2005: Venneforeningen får færgen Møn overdraget til eje i februar.

Bygning No. 18

Nakskov Skibsværft vandt tilbudsgivningen foran Københavns Flydedok og værftet i Helsingør ved at forlange 148.000 kr. for skibet, nogle få tusinde kroner mindre end det dyreste tilbud. 
Værftsingeniør H.P. Christensen indtog en hovedrolle ved udformningen af skibet.
Færgen skulle være en dobbeltendet konstruktion, sådan at bilerne kunne køre til og fra borde i begge ender.
Der krævedes plads til seks personbiler eller to lastbiler foruden 25 kreaturer.
Endelig forlangte man, at den kunne bryde ”et ikke ganske tyndt Isdække” og være solid nok til at sejle med amtets vejtromle på 8,5 tons. Et kontor til færgebestyreren skulle ikke mangle ombord, ej heller kahytter med borde og bænke til passagererne. Færgeudvalget havde sans for detaljen og bestilte toiletter med ”Skaale af Fajance og Mahognisæder” foruden Papirholdere og Knager af Messing”.

Skibet blev leveret med alt inventar, lige fra redningskranse, skibsklokke og lanterner til kompas, skibsur, kikkert, Dannebrog, værktøj, spytbakker, servanter m.m. 

Et nittet klenodie
Billedet viser M/F Møn på Nakskov Værft, klar til at løbe af stabelen den 17. marts 1923. I kraft af udbudsmaterialets specifikationer, en omfattende tegningssamling, færgebestyrer Møllers notater fra hans inspektioner under bygningen af skibet og garantiperiodens korrespondance, er færgen Møn grundigt dokumenteret helt ned i detaljerne.
De mange forskellige oplysninger er for nylig blevet sammenfattet i en teknisk udredning på initiativ af Skibsbevaringsfonden og Sydsjællands Museum.
Det hed i specifikationen: ”Alt Arbejde skal være absolut I. Klasses og Køberen eller hans Repræsentanter skal til enhver Tid have Adgang til Værftets Værksteder, og Færgen afleveres med rengjort og velmalet bund klar til at gaa i Fart… Klædningspladerne lægges ud og ind med Foringer under Yderliggerne. "Stødene overlappes og arrangeres med bedst mulig Forløb…"

Naglerne nittes godt og fuldt, der anvendes enten Haand-eller Luftnitning. Yderklædning, Lønning, dækshuse o.l. glatnittes smukt paa udvendige Sider.”
Nittede stålskibe byggedes af plader og profiljern.
Skibet udførtes som en vandtæt skal (yderklædning og dæk), der indvendigt blev afstivet af profiljern (spanter, inderbund, skodder, støtter, dragere m.m.). 
I modsætning til svejsede skibe, der samles af nogle sektioner, skabt på forhånd i svejsehallen, voksede det nittede skib støt og roligt, stykke for stykke på selve beddingen. Stålpladerne blev først boltet på profilen, derefter stemt helt sammen og nittet.
Maskinen
Motordrevne skibe havde kun eksisteret godt en halv snes år, da M/F Møn blev bygget. Færgeudvalget diskuterede intenst, om man skulle satse på dampkraft eller den ny teknologi.
Færgebestyrer Møller sendtes på en studierejse til Lillebælt overfarten, inden beslutningen om en motorfærge blev truffet. Holeby Maskinfabrik fik ordren.
Færgens oprindelige maskine var en opretstående, 3 cylindret, 4 takts motor med trykluftindblæsning og en ydeevne på 75 HK.
Brændstoftankene kunne rumme 3.2 tons olie, svarende til ca. 200 timers sejlads.
Til alle maskineriets dele leveredes rigeligt med reservedele samt de nødvendige specialværktøjer til pasning og eftersyn.
I 1950 blev maskinen udskiftet til den nuværende 2 takts Alpha diesel motor på 185 HK, fremstillet på Frederikshavns Jernstøberi og Maskinfabrik.
Ved samme lejlighed fik færgen nye skruer for og agter.

M/F Møn – værd at bevare
Færgen Møn er vistnok Danmarks ældste bilfærge. I hvert fald er den landets sidste eksisterende nittede stålskib, bygget på Nakskov Skibsværft i 1923.

Derfor er der fra flere sider vist interesse for at bevare færgen for eftertiden. Lokale kræfter, heriblandt Sydsjællands Museum, har arbejdet for sagen.
I 2002 blev der dannet en støtteforening, som forestår en tiltrængt restaurering af skibet. 
Projektet nyder kontant opbakning fra Danmarks Skibsbevaringsfond, foreløbig i form af et tilskud på over 1 million kroner. De sidste tolv år fungerede M/F Møn som reservefærge mellem Kalvehave og Statens Veterinære Institut for Virusforskning på Lindholm.

Landbrugsministeriet ejede færgen indtil februar 2005 hvor den blev overdraget til venneforeningen, der indtil videre har den liggende ved kaj i Stege, hvor restaureringsarbejdet foregår.

Overfarten til Møn
C.W. Eckersberg forevigede strækningen i 1831, og maleriet kan ses på Hirschprungs Samling i København. Privilegierne til besejling af overfarten lå fra gammel tid i hænderne på ejerne af Kalvehave færgegård og Koster færgegård. Med til retten hørte samtidig pligten til at befordre de rejsende. Ofte var denne ret forpagtet ud.
Hen imod slutningen af 1800årene havde færgerne en størrelse, så de godt kunne overføre postvognen, hvilket imidlertid kun sjældent skete. I stedet blev både post og passagerer omladet på færgestederne.
Nye tider indfandt sig efter 1893, da Præstø amt overtog ansvaret og indsatte hjuldamperen Ulfsund, på 30 bruttoregistertons, bygget af B&W for 32.000 kr. I 1913 anskaffedes desuden skrueskibet Koster, på 45 bruttoregistertons. Ingen af disse var dog konstrueret til at tåle vægten af de nymodens lastbiler og rutebiler, som var i hastig fremmarch på landevejene.
Færgebestyrer Møller måtte i 1920 gribe pennen og forklare den ansvarlige vejinspektør, at der når som helst kunne ske en ulykke. Dermed åbnedes den diskussion, der få år senere resulterede i amtsrådets beslutning om at bygge færgen Møn.

I virussens tjeneste
Billedteksten på dette arkivbillede lyder: "Allerede i Kalvehave undersøges de Dyr der skal bruges i Virusproduktionen af Lindholms Dyrlæger. Kun de sunde Kreaturer sendes derefter de godt tre en halv Kilometer ud i Stegebugten" Trafikken voksede med en sådan hast, at M/F Møn allerede efter tre år blev for lille til at klare behovet på Kalvehave-Koster overfarten.
En tid fungerede den som ekstrafærge eller var lejet ud til andre ruter, bl.a. på Isefjorden. Efter beslutningen om at bygge Dronning Alexandrines bro, blev M/F Møn overtaget af Landbrugsministeriet til brug for Virusinstituttet på Lindholm.Staten havde oprettet forsøgsstationen til bekæmpelse af mund- og klovsyge på Lindholm i 1925. 
Placeringen var ideel, idet den afsondrede beliggenhed forhindrede smitten fra dyrene i at blive spredt. Serum til mund-og klovsygevaccine blev de første år fremstillet ved at pode raske køer med virus i tungen. Efter et døgn blev dyret slået ned og tungen taget ud. Én kotunge kunne levere ca. 50 gram virus, nok til at lave vaccine til ca. 150 køer. I 1940’erne førtes der op til 100 kreaturer til Lindholm hver dag. Skindene og en del af kødet blev solgt efter grundig desinficering.
Fra begyndelsen af 60’erne blev det muligt at dyrke virus på tunger fra raske, slagtede dyr. Under transporten stod dyrene tøjret til ringe i en jernskinne, der løb langs med færgens lønning. I koldt vejr fik de et dækken over. Deres uundgåelige efterladenskaber på dækket fjernedes ved hjælp af en kraftig spulepumpe.
Også de ansatte på Lindholm transporteredes med M/F Møn – i begyndelsen et halvt hundrede stykker, men fra 1969 blev færgen godkendt til 140 passagerer.

Kalvehave - Lindholm
Overfartstiden lå på omkring 20 minutter, og dagens første sejlads fandt sted kl. 7.00. Her medtoges gerne omkring 50 køer fra Lindholms stalde, der stadig ligger på østsiden af landgangsbroen i Kalvehave havn. Lastning og losning foregik hurtigt og effektivt.
Foto: Niels Christensen

Efter en rask rengøring var færgen klar til at sejle dyrlæger, laboranter og andre medarbejdere fra Kalvehave til Lindholm kl. 7.45. I løbet af dagen blev der sejlet flere ture med dyr og varer, indtil medarbejderne skulle tilbage igen om eftermiddagen.
Færgen sejlede 6 dage om ugen hele året rundt. Den dag i dag fungerer en vagtjeneste, så et sygt dyr til enhver tid kan bringes til undersøgelse på Lindholm, hvis der foreligger mistanke om et farligt virusangreb – senest i forbindelse med Kreutzfeld Jacobssygen.
Færgen Møn var bemandet med 5-6 mand. Den faste besætning på 3 mand sejlede de daglige ture, mens reservebesætningen trådte til under ferier og sygdom, eller hvis sejlrenden skulle holdes åben om natten i de strenge vintre.
I 1987 anskaffede Virusinstituttet motorfærgen Ulfsund, og M/F Møn blev reservefærge. I dag betjenes øen af den topmoderne færge, Virus, samt en hurtiggående motorbåd.
Efter at have sejlet i 61 år for Lindholm, foretog M/F Møn sin sidste tur den 28. maj 1991. Fotografiet stammer fra denne dag.

Zusammenfassung
Die Fähre fuhr 6 Tage in der Woche, das ganze Jahr hindurch. 
Sie transportierte Tiere, Personal und Waren von und nach Lindholm. Es gab eine feste Besatzung von 3 Mann und eine Reservebesatzung.
Im Dienst der Viren Mit dem Anwachsen des Strassenverkehrs wuchs auch der Bedarf an einer festen Verbindung – die Dronning Alexandrine Brücke. Die Fähre Møn war schon nach 3 Jahren zu klein geworden und erhielt eine neue Rute – zum staatlichen Virusinstitut nach Lindholm. In den 40er Jahren wurden täglich bis zu 100 Kühe auf der Fähre Møn nach Lindholm gebracht.
Die Überfahrt nach Møn C.W. Eckersberg verewigte 1831 das Überfahrtsszenarium in einem Gemälde. Das Privileg der Fährverbindung gehörte zunächst den Besitzern der Fährhöfe von Kalvehave und Koster.
M/F Møn - ein Kulturdenkmal Die Fähre Møn ist die älteste Autofähre Dänemarks und das letzte intakte genietete Stahlschiff des Landes; 1923 auf der Schiffswerft in Nakskov gebaut.
Die Maschine Motorgetriebene Schiffe waren damals eine Seltenheit. Die Holeby Maschinenfabrik erhielt den Auftrag zum Bau der ersten Maschine mit 3 Zylindern und einer Leitung von 75 PS. Mit 3.2 t Diesel im Tank konnte die Fähre 200 Stunden unterwegs sein.
Ein genietetes Kleinod Genietete Stahlschiffe wurden Stück für Stück aus Platten und Profileisen auf der Werft zusammengebaut. Aussen eine wasserfeste Schale, innen mit Profileisen versteift (Spanten, Stützen usw.).
Das Bild zeigt M/F Møn beim Stapellauf am 17. März 1923.
Bauauftrag Nr. 18 Nakskov Schiffswerft erhielt den Auftrag für 148.000, kr. die Fähre zu bauen, mit Platz für 6 Personenwagen und 25 Tiere. Sie sollte dünnes Eis durchbrechen können und auch an den Details wurde nicht gespart: Toiletten mit “Schalen aus Fajance mit M
ahagoniesitzen, Meesinghaken, Schiffsuhr und Dannebrog….“